Referat fra årsmøde i Falkegruppen i FFF, lørdag den 4. marts 2000 kl. 11.00 i FFFs klubhus.

Deltagere: Eric Jul, Povl Bøjehøj, Axel Kjeldsen, Børge Gandrup, Hans-Henrik H. Hulgaard, Henning Hansen, Henrik Ellegaard, Henrik Toft, Jacob Hjorth Hansen, Jens J. Hansen, Jørgen Bendix Christensen, Kerny Ustrup, Olaf Christiansen, Jesper P. Simonsen.

Dagsorden:

  1. Generelt
  2. Regnskab 1999
  3. Behandling af indkomne foreslag
  4. Budget og takster for 2000
  5. Vedligeholdelsesopgaver
  6. Valg af styregruppe og revisor
  7. Evt.

Mødet påbegyndtes kl. 11.05 med at vælge Eric Jul som dirigent og referent.

Pkt. 1 Generelt. Styregruppen har accepteret et tilbud fra Dimonafabrikken/motorfabrikanten om ombytning af den havarerede motor med en ny mod betaling af forbruget af de ca. 400 timer, som den havarerede allerede havde gået. En ny motor koster ATS 228.891 (ca. 126.000 DKK); vi får den nye for ATS 51.061 (ca. 28.000 DKK) plus fragt fra fabrikken og installationsarbejdet, som Air Alpha tager sig af. Den nye motor er afsendt fra fabrikken og forventes hos Air Alpha indenfor en uge, hvorefter flyet egentligt burde kunne være i luften indenfor en uges tid herefter.

Pkt. 2 Regnskab 1999 Regnskabet blev uddelt og godkendt. Den kommende styregruppe skal overveje hvor stor afskrivningen fremover evt. skal være, da vi jo får ny motor.

Pkt. 3 Indkomne forslag Ingen.

Pkt. 4 Budget og takster for 2000 Der fremkom fem forslag til investeringer:

  1. Salg/nedrivning af gammel falkehangar. Den nye hangar har fået byggetilladelse under forudsætning af, at den gamle fjernes. Kommunen har for nyligt påtalt, at den gamle endnu ikke er fjernet. Det blev besluttet, at den gamle sættes til salg på Unionens websider. Hvis den ikke bliver solgt inden 1. april, så går vi i gang med nedrivning. Det blev besluttet, at den under alle omstændigheder skal være væk 1. maj 2000.
  2. Indkøb af 10 stk. 10-liter dunke til benzin - enklere end at bruge 25 liters dunke.
  3. Tankningsanlæg med jordtank og elektrisk pumpe opbygget lovligt (det er sandsynligt, at vi kan få den godkendt af kommunen, hvis ikke da falder projektet). Placering lige ved den nye hangar. Pris overslag 10.000 - 12.000 kr.
  4. Ny GPS og radio (sammenbygget). Henrik Ellegaard havde indhentet tilbud - ny Garmin GNC 250 XL koster 22.995,- - en demomodel 18.000 kr, montering 3.800 kr. Gammel GPS tages i bytte for 3.300 kr.
  5. Prof. efterbehandling af skaderne på vingerne. Glasfiberen er i orden, men gelcoat kan gøres bedre, hvis man har proffesionelt udstyr.

Forslag 1 er et "must do" og blev besluttet ubetinget.

Forslag 2 - 5 overlades til styregruppe, men med følgende vejledende prioritering: Forslag 2 og 5 efter styregruppens egen vurdering. Forslag 3 og 4: Der blev stemt om prioriteringen af disse to. Mange mente, at den eksisterende GPS ikke var monteret godt, men på den anden side berettigede det ikke en dyr udskiftning, måske skulle den blot monteres højere oppe. Henrik Ellegaard anbefalede Garmin GNC250XL, som er en IFR godkendt GPS med indbygget radio og er nem at indstille, da indstillingen for det meste foregår vha. drejeknapper. Han har en installeret i sit motorfly. Hans Henrik nævnte, at det ville være en fordel med et lovligt tankningsanlæg; i øjeblikket anvender vi en 25 liters dunk, som er det maksimale, man lovligt må køre med i en bil og have stående. Ved en afstemning om prioritering mellem forslag 3 (tankningsanlæg) og 4 (ny GPS/radio) var der 8 stemmer for at prioritere tankningsanlæg højere end ny GPS, 1 stemme for GPS højere end tankningsanlæg og 5 undlod at stemme.

Timetaksten for flyvning blev forhøjet til 250 kr./ time. Månedlig betaling uændret - mange mente, at smertegrænsen for den månedlige betaling var nået. På den anden side skal vil have penge ind til investeringer og til nedbringelse af lånet.

Pkt. 6 Valg af styregruppe Som formand for styregruppen blev Henrik Ellegaard valgt. Som ansvarlig for vedligeholdelse blev Kerny Ustrup valg. Som kasserer blev Povl Bøjehøj genvalgt.

Pkt. 5 Vedligeholdelsesopgaver Det blev besluttet at lave en arbejdsdag søndag den 9. april 2000 kl. 10.00 til at polere flyet og/eller nedrive hangar (pladerne skal fjernes, derefter vil trædelen ende på Skt. Hansbål). Desuden besluttes en arbejdsdag søndag den 10. september 2000 kl. 10.00, hvor der eventuelt vil blive holdt et ejermøde samtidigt, hvis der er store ting at beslutte.

Pkt. 7 Eventuelt Der er flere anpartshavere, der ønsker at sælge: Skal gruppen købe disse anparter? Det blev overladt til styregruppen at diskutere dette videre. Eventuelt beslutning om køb af op til 1 anpart årligt kan evt. tages på ejermøde den 10. september 2000.

Flere efterlyste lidt mere information fra styregruppen og udadtil. Vi blev enige om at bruge e-mail mere, da kun få ikke har det og Bøjehøj har lovet at sende kopi af e-mail til dem, som ikke har e-mail.

Mødet sluttede ca. 12.45.

 

Referent Eric Jul

(Lægges på WWW, se følgende URL: http://www.diku.dk/users/eric/falkegruppe/referat2000-03.html).